torsdag den 25. november 2010

Kære mor.

På torsdag er der gået 4 år.
Det er ikke lang tid, men det føles som århundreder.
Siden du døde har jeg ændret mig, meget. Jeg tror, du ville have været stolt af mig. Jeg har klaret mig selv. Jeg har søgt hjælp, når det hele blev for svært.

Jeg droppede ud af gartnerskolen. Jeg fik da grundforløbet, men jeg kunne ikke få læreplads. Jeg solgte huset, helt selv. Jeg flyttede i min egen lejlighed, nede i Vestervænget. Det var ikke nemt at undvære dig, det første lange tid. Du ville ikke have kunnet kende mig, hvis du havde set mig. Thorvald hjalp mig. Jeg ved godt, du elskede ham. Derfor er jeg også glad for, du er væk, så du ikke kan se, hvor syg han er. Men jeg klarede mig, jeg flyttede. Du ville have elsket de dyr, jeg har. Virkelig. Men du ville nok også synes, jeg ikke var rigtig klog.

Jeg er blevet glad, mor. Jeg er begyndt at kunne nyde livet, sådan rigtig. Jeg er vokset til en rigtig kvinde. Jeg er endda begyndt at gå med nederdel!

Jeg er flyttet i min egen lejlighed igen, efter jeg boede med Thorvald. Du skulle se den, jeg tror, du ville kunne lide den. Jeg har jo købt Lis' møbler, dem har jeg jo altid elsket.

Jeg fandt kuverten med de små kort fra dine bårebuketter i dag. Jeg kom til at tænke på dig - det er ikke noget nyt, det gør jeg hver dag. Jeg savner dig. Jeg har ingen at ringe til, når jeg får en god karakter. Jeg har ingen, jeg ringer til og fortæller de ting, man fortæller til sin mor. Jeg mangler dig. Jeg kan ikke huske din stemme. Det eneste jeg kan huske, er dine smerte skrig. Jeg tror ikke, nogen er klar over, hvor meget jeg egentlig savner dig, hvordan du påvirker min hverdag.

Jeg sidder og høre sangen Camilla gav mig, da du var død.



Jeg savner dig.