søndag den 26. september 2010

Et kærlighedsdigt.

Jeg vil åbne dine øjne
Kom over på min side - alting er så klart, så smukt, så farverigt.
Fald om i mine øjne
Flyd væk

Som Dali sætter jeg dig på piedestal
Du er en ener, unik
Alle andre er kopier.

Jeg siger det hver gang
Og hver gang må jeg erkende
Jeg har levet på en løgn.

fredag den 10. september 2010

Den enes død...

Han sad i vinduet og stirrede ud over søen. Der stod et par ansigtsløse folk med deres børn og kastede brød ud til de i forvejen overfodrede ænder og svaner. Få gjorde holdt og tog sig tid til den slags en søndag morgen. De fleste løb rundt om Dosseringen.
Han tog en tår af hans varme the, han bandede sagte da han brændte tungen.
Han kiggede hen på bordet, mens han stilte theen fra sig i vindueskarmen. Morgenbrødet lå og blev tørt.
Han stirrede ud på svanerne igen, hans ånde kærtegnede det kolde glas. Han fik øje på en person. Hun skilte sig ud.
Hun håndfodrede svaner og ænder, ikke for nogen børns skyld, men for hendes egen. Rygsækken så tung ud. Men hun dansede alligevel rundt, snurrede og nød at være til.
Han smilte. Greb jakken og løb ned af trapperne. Han ville have del i hendes glæde. Han luskede et stykke bag hende. Måske noget af hendes livs ild ville falde fra hendes flammende hår og lande på ham, så han kunne føle, hvad hun følte.
Hun snurrede, stoppede brat og stirrede på ham. Hendes grå-blå øjne strålede og hun begyndte at grine. Latteren smittede. Hun talte til ham. Han svarede stille.
"Er du kendt her?" spurgte hun, hun bredte armene ud, som ville hun omfavne ikke bare Dosseringen, men hele København.
Han nikkede og hun grinte - "Jeg er faret vild! Jeg prøver at finde en have...", hun trak et slidt stykke papir op ad lommen, hun havde selv tegnet et kort. "Vil du vise mig vej? Altså, hvis du har tid. Løber du, som de andre, travle mennesker?" fortsatte hun, hun begyndte langsomt at gå, han fulgte efter.
"Jeg har hele dagen... Jeg kan vise dig lidt af byen, hvis det er... Der er godt nok ikke meget at se, det er søndag, november..." sagde han, hun standsede overrasket. "Hvad mener du? Der er da massere at se! Har du set den svane dér," hun pegede på en af svanerne i flokken. Han anede ikke, hvilken svane det var - han trak på skuldrene og kiggede tilbage på kortet i hendes hånd. "Nej, se nu!" insisterede hun, hun gik om bag ham, lagde armen over hans skulder og pegede frem, så hans øjne fulgte hendes fingre. Han så en svane med få sorte fjer på den hvide krop. Han smilte skævt. Armen blev liggende. "Se," hviskede hun, "er den ikke speciel? Der er uventede ting over det hele. Du skal bare åbne øjnene og lade være med at lede.", han drejede hovedet og kiggede ind i hendes ansigt. De grå øjne glødede, der brændte en ild i dem.

Sådan mødtes de. Hun endte med at vise ham et København han aldrig før havde set.

Hun skulle have været med toget den aften. Hun blev. De tog hjem til ham. De drak en flaske vin, diskuterede Sokrates, Pythagoras, Epikur, Socialisme, liberalisme, det egoistiske samfund.
Han tilbød hende sengen. Han ville tage sofaen.

Men om natten vækkede hun ham. Hun kyssede ham blidt. Hun trak ham op fra sengen, han omfavnede hendes nøgne krop.
Hun lærte ham nye stillinger, nye ting han kunne lide.

De sad i vindueskarmen i flere timer. Hun sad op ad ham. Deres nøgne hud klistrede mod hinanden. Deres hede dansede i bølger på ruden. Han kærtegnede hendes krop. De drak af det samme krus, hun fortalte historier om verden. Om folk på gaden. Hun digtede. De levede.

Hun efterlod hendes nummer på hans bord. "Ring, hvis du får lyst.", hun kyssede ham farvel og dansede ned ad stien ved søen.

Han ringede dagen efter. Han savnede hendes liv, hendes glæde, hendes glød.

De fortsatte med at ses. Hun lærte af hende, han fik hendes glød.

Månederne gik, kalenderen sagde november igen.
Han tog til provinsen, ud til hende. Han havde hendes adresse. Han havde ikke hørt fra hende i et par måneder. Hun svarede ikke på hans opkald, hans breve.

Toget for gennem landet, han så en ny verden, en levende verden.
Han stod på stationen. Han fandt det kort hun havde tegnet til ham, for at han altid kunne finde hende.
Han fandt huset. Bankede på. Han så hendes flammende hår gennem dørens rude - det var falmet. Hun åbnede døren og stirrede på ham.
Gløden i hendes øjne var væk. Tilbage var skallen af den kvinde, han havde elsket. De så længe på hinanden.
Han nikkede, hun lukkede døren.

Han modtog brevet, da kalenderen dikterede januar.
Han havde arvet hendes kamera og hendes billeder.
"Vis folk verden. Giv dem evnen til at se, hvad de ikke kan se."

torsdag den 9. september 2010

Uden titel.

Septembersolen brændte hendes hud. Hun kunne mærke, hvordan strålernes bad prikkede i hendes hud. Sommerfuglene og hvepsene festede omkring de rådnende blommer på jorden. Hun sad på græsset og gøs ind imellem, når vindpustene kom med forsigtige, kølige kys på hendes nøgne hud.
Det var en smuk dag, tænkte hun. Perfekt. Solen skinnede, himlen var højblå og trækfuglene var begyndt at finde sammen på elmastens wirer.
Naboen så ind over hækken, han kom med en kæk kommentar omkring haven. Hun ignorerede ham. Hans brede smil blegnede, mens han mumlede noget og gik.

Hun gik ind i køkkenet.
Stanken af forrådnelse omfavnede hende. Hun dansede med den ned gennem gangen, ned til rummet.

.....

"Hun æ sgu nøj mærkli' hin æ nabo," sagde manden til hans kone, da han trådte ind i bryggerset og trak de mudrede træsko af. Konen mumlede noget med, at det da var forståeligt, nu når manden havde forladt hende, uden et ord.
Hun sukkede. Hendes ord nåede kun væggene med de blå og grønne fliser.
Hun hørte høje brøl fra kælderen, han var i gang igen.

.....

Børnene skreg. Kvaliteten var ikke i top, manden bandede over det. Han flåede dog bukserne op og begyndte at onanere kraftigt ved synet af de grædende børn der blev voldtaget. Han fantaserede om at gøre det ved hende, nabotøsen.
Han brølede, da han kom. Han klamrede sig svedende til stolens ryg. Blod blandede sig med sæden - han havde været for voldsom. Han bandede og fandt en forbinding.
Gudskelov var den lokale børnelæge behjælpelig, også ved den slags skader...

.....

Jo tættere hun kom på rummet, jo kraftigere blev stanken, jo vildere blev dansen. Hun puffede til døren og hviskede "Elskede," da den gled op. Stanken slog imod hende, men hun ænsede den ikke.
Hun så kærligt på hendes mand, han lå så smukt på sengen, syntes hun.

.....

En forbipasserende havde bemærket stanken fra huset. Hun havde tilkaldt politiet. Havde der ikke været nogle skrig fra huset, for nogle måneder siden?

.....

Han stirrede på hende med skræmte, opspilede øjne. Hun lå ved siden af ham, hendes mand. Hun hviskede til manden og kærtegnede det, der havde været hans ansigt.
Betjenten tilkaldte forstærkning.
Han brækkede sig i blomsterbedet.

.....

Naboen læste avisen dagen efter, om den sære nabopige. De havde fundet hende og det rådne lig af hendes mand i sengen. Hun forklarede, som var det den mest naturlige ting i verden, at hun havde bundet ham til sengen første gang han truede med at gå - de blev enige om at han ikke kunne gå.
Manden var sultet ihjel.
Han havde ligget der i nogle måneder.
"Se då, man ve' sgu aldri' hva' dæ æ for nog'n nabo'r man har sæ'!" hoverede han til konen.

Hun stirrede på hans blege ansigt med de opspilede øjne. Hun stirrede på kniven der sad fast i ryggen på ham.

Dagen efter havde naboerne i kvarteret nok at sladre om.

tirsdag den 7. september 2010

Mundkurv?

DF vil nu have skærpet den latterlige lov - aka "kamp"hundeloven.

Kamphunde, der ikke bærer mundkurv, skal aflives

Undskyld, hvad!? så, fordi man vælger, man IKKE vil mishandle sit kæledyr, så skal det aflives? Undskyld, men står der ikke i loven et sted, at man ikke må mishandle sine kæledyr?
Det der nok pisser mig mest af er, at dyrenes beskyttelse er med på forslaget!

Fint med os, lyder det fra Dyrenes Beskyttelse, der dog generelt er imod den nye hundelov, og at kamphundene skal have mundkurv på.

- Men nu er der en lov, og den skal holdes. Når man har sagt a, må man også sige b, og da de her kamphunde alligevel skal udfases over tid, kan jeg ikke se nogen problemer i, at de bliver aflivet, siger dyreværnsinspektør Lotte Brink.

Jeg er fandeme harm og forarget! Hvad i alverden bilder de sig ind!?

De rammer jo kun de mennesker, der har hunden, fordi de elsker dem! De rammer de forkerte!

Vi ved at bare fordi der er 3 homoseksuelle der begår seksuelle overgreb mod børn, er det ikke alle homoseksuelle der er pædofile. Vi ved at bare fordi en blondine er dum, er det ikke alle blondiner der er dumme!
Og vi VED at ikke alle hunderacer er ens og de har forskellig adfærd og kræver forskellig opdragelse!

Men nej, det er vist kun få tallet der ved det - de lader i hvert fald ikke til at vide det inde på Borgen.
Vidste de det, ville de også vide, at forebyggelse og undervisning i hunden og dens adfærd ville være langt bedre end denne skide lov.

Det eneste love som den her viser, er da at fornuften i dansk politik er ved at blive udfaset.

Fy for satan!

mandag den 6. september 2010

Mandag.

Når vi er, er døden ikke. Og når døden er, er vi ikke.
Startede dagen med filosofi. Pythagoras, Platon, Sokrates, demokrati, Epikur - lykke begrebet.
Ikke noget skidt start, egentlig. Tidligt fri - Føtex.

Græskarboller, mûslistykker og kiks med bærfyld.

I skrivende stund sidder jeg på sengen med en mæthedsfølelse efter mit festmåltid i brød og stivelse. Mine lunger kan mærkes - forbandede hoste.

Katten har smidt sig i min åbne kommodeskuffe, i de rene sokker, hundene har smidt sig på sengen. Egentlig burde jeg losse katten ud - det kan jeg dog ikke nænne. Hun er min killing.

.....

Mit hoved rumsterer med græske tragedier, filosoffer, planer om fremtiden...

Jeg burde lave en masse, læse en masse. Men feberen giver mig mest af alt lyst til at ligge mig under dynen og sove.

søndag den 5. september 2010

Ikke at magte...

Jeg magter ikke mere.
Jeg magter ikke at læse om mennesker, der bevidst eller ubevidst smadrer deres liv.
Jeg magter jer ikke.
Jeg vil ikke engang beklage det.

Jeg har nået et punkt, hvor jeg ikke kan rumme flere mennesker. Jeg har simpelthen nok. Folk skal ikke føle sig skyldige. Og heller ikke uskyldige. De skal bare... Være. Ja. Det er et godt udgangspunkt.

.....

Jeg overvejer kraftigt, om jeg skal starte på min antidepressive medicin igen. Vinter og Helene plejer ikke at harmonere, humørmæssigt. Jeg venter nok til Oktober, lige giver det hele en chance. Som jeg også sagde til C.

Se tiden an. Det lyder fornuftigt.