fredag den 13. november 2009

Guldstøv og illusioner

Jeg presser den i bund
Den hvæser og larmer
Duften af lak lægger sig som en hinde på min hjerne
Lim og guldstøv strømmer ud fra åbningen
Ligger sig som et glimtende tæppe over det hele
Forskønner min verden for et øjeblik
Til limen tørrer ind og bliver for gammel
Til min verden bliver grå og normal
Ind imellem finder jeg en rest guldstøv
Som årene går bliver det sværere at finde
Men lader jeg være med at lede
Dukker det op igen
Tit på de mest uventede steder.

tirsdag den 22. september 2009

Jeg har det bedre.

Jeg har været langt nede, følelsesmæssigt, her på det sidste. Ikke glad, som jeg plejer. Jeg brød ud i gråd, uden nogen grund, egentlig. Ikke hvad jeg ved af, i hvert fald. Selvfølgelig har der været noget galt, jeg har bare ikke kunnet mærke det.
Det hele har så resulteret i, at skolen har truet med at melde mig som inaktiv. Min sagsbehandler, som jeg snakkede med mandag, har haft ringet til skolen og forklaret dem, hvordan min situation er. Og hun har bevilliget mig en psykolog, vi starter ud med 10 timer, men det kan komme op på 20, hvis vi skynder, der er brug for det. Som hun sagde, skulle vi have bygget noget selvværd op hos mig. Hun vil kontakte mig i næste uge, om hvornår jeg skal starte. Derudover vil hun undersøge, om jeg er berettiget til at søge om revalidering, i stedet for at være på SU. Hun ville også have mig til at flytte, men det magter jeg ikke. Så vil jeg hellere prøve at spare et andet sted, hvilket jeg kan, og så se efter, hvordan det går, før jeg flytter. Flytter jeg, er det ikke sikkert, jeg kan få mine dyr med mig. Hun snakkede om, jeg så skulle af med mine katte - hvilket jeg ikke vil. Nuhuh, nej. Jeg kan få det her til at fungere, det ved jeg.
Men efter samtalen med sagsbehandleren, fik jeg det bedre. Jeg har faktisk fået det meget bedre, efter det hele er kommet lidt bedre på plads.
I går overvejede jeg at ringe eller skrive til min kusine for at fortælle, at jeg ikke ville komme til hendes og hendes børns fødselsdag på lørdag, fordi jeg havde det så dårligt. Men nu magter jeg det faktisk godt.

Det lyder fjollet, at man ikke magter selv så simple ting. Det er det vel også, for "raske" mennesker. Fjollet.
Men har man det dårligt, er det slet ikke så fjollet.

Jeg glæder mig til, at jeg kan blive rigtig glad for mig selv.

søndag den 20. september 2009

Alt for mange tanker i et tomt hoved

Min hjerne er tom. Min energi har forladt min krop. Jeg magter intet for tiden. I onsdags kom jeg for sent i skole, en time for sent, faktisk. Jeg ventede uden for døren, til de fik pause. Jeg havde det ikke godt, jeg havde gransket mig selv i spejlet samme morgen og besluttede mig for, at min store, strikkede trøje med rullekrave og lange ærmer ville klæde mig bedre end noget andet, nu jeg ikke havde hverken burka eller kartoffelsæk.
På vej op på skolen syntes jeg egentlig, jeg fik det bedre. Det gik egentlig okay. Jeg var ikke på toppen, men heller ikke på lavpunktet, jeg havde det bare mærkeligt. Jo tættere jeg kom på skolen, jo mindre følte jeg, det var som om min mærkelige fornemmelse i kroppen var væk.
Jeg satte mig som sagt udenfor klasselokalet og ventede de par minutter det tog, før resten af klassen fik pause. Des længere tid jeg ventede, des mærkeligere fik jeg det. Da døren gik op ind til klassen, fik jeg det virkelig elendigt og jeg begyndte bare at græde. Jeg aner ikke hvorfor, jeg ved ikke, hvad der gik galt oppe i mit hovede. Min lærer sendte mig hjem, uden at give mig fravær. Han sagde, at jeg jo var en dygtig elev, så jeg ville godt kunne følge med. I hvert fald noget i den stil.
Torsdag besluttede jeg mig for, at nu var det på tide, jeg tog op til min læge for at snakke om noget henvisning til en psykolog, så jeg kan blive et helt menneske. Lægen kunne ikke give mig en henvisning, jeg opfyldte ingen af de 10 kriterier der skal til, for at man kan få en henvisning. Så nu skal jeg ned på kommunen på mandag, snakke med min sagsbehandler om, hvorfor jeg skal have en psykolog, så skal hun skrive til min læge, så skal jeg sikkert op til min læge, så skal han skrive tilbage til kommunen også skal jeg derned igen. Og min læge har besluttet, at han lige skal have 14 dages ferie.
Jeg glæder mig bare til, at jeg får at vide, jeg er berettiget til at få en psykolog betalt af kommunen. Det skylder de mig, efter alt det, jeg har været igennem, hvor jeg ikke har fået nogen hjælp.

Jeg glæder mig til at blive et helt menneske. Jeg glæder mig til, at tanken om, at folk faktisk skulle kunne lide mig, for den jeg er, ikke vil virke fjern og fjollet mere.

Jeg har jo tilgivet min mor og min far for de ting, de har udsat mig for. Jeg nærer intet had til dem, jeg er ikke vred på dem. Jeg føler ikke skyld eller skam overfor dem eller hvad jeg har udsat dem for.
Men ind imellem kan jeg godt blive ked af, at min mor har sagt nogle af de ting, hun har sagt, der har gjort sådan, at jeg tvivler på mig selv, på mit værd. Men så tænker jeg over, hvilken situation hun selv har været i det meste af hendes liv, også tilgiver jeg hende. Hun kunne ikke sige fra overfor folk, der ikke behandlede hende ordenligt, og til sidst blev det bare for meget for hende også skulle det gå ud over en eller anden, med hendes frustrationer, hendes vrede og hendes sorg. Og heldigvis er jeg stærk nok til at overvinde det. Heldigvis bliver jeg ikke sådan. Det tror jeg i hvert fald ikke. Men min selvopfattelse kan selvfølgelig godt være helt ved siden af, hvordan folk faktisk ser mig.

Jeg burde gå i seng, få noget søvn, stå tidligt op og vaske noget tøj og tage opvasken. Jeg vil prøve at se, om jeg magter det. Det skal jeg.

onsdag den 16. september 2009

Følelsen af Gucci og Tampon

Min idé bliver trukket ud af hjernen
frisk, ubrugt, som en ny tampon.
Som Gucci lancerer jeg noget nyt
mit eget.
Jeg dypper tamponen i massernes menstrurerende skede
Den bliver brugt, men den er stadig min.
Men som Asien stjæler Guccis design
Stjæler I min idé
Tilbage sidder jeg med en klistret fornemmelse
og et blodigt stykke vat.

tirsdag den 15. september 2009

Sådan er det bare.

"Du kommer gående på gaden, en varm dag. En RIGTIG varm dag. Du er tørstig, og din hals er tør. Du overvejer at skaffe noget at drikke, men da økonomien er lidt stram og du alligevel er hjemme om fem minutter, vælger du at vente. Du går nu stille og roligt forbi en kiosk, hvorfra en bleg og fedladen kioskejer med en fedtet og forvasket "Poul Thomsen Rulez"- T-shirt kommer springende ud og råber:

"Det bliver 14.75!"

Du undrer dig meget over mandens mærkværdige opførsel og svarer:
Dig - "Øh, hvad?"
Kioskejer - "Ja, for den kolde cola du kunne have købt!" D - "Jeg har ikke købt nogen cola...."
K - "Jeg kan se via mit pejleapparat at du har lyst til en kold cola."
D - "Jeg kan fint nøjes med vand, ellers tak du."
K - "Du havde muligheden for at købe den cola, 14.75!"
D - "Jeg har ikke fået nogen cola. Så skal jeg da ikke betale noget."
K - "Sådan er det. Jeg er nødt til at have penge når folk køber noget."
D - "Jeg har ikke købt noget! Jeg har ikke drukket den skide cola!"
K - "Du overvejede det, betal så!"
*
Du vælger herfra, i din gode ret, at ignorere manden. Du går hjem, tager et stort glas vand, får slukket tørsten og tænker på den slående lighed mellem episoden ved kiosken, og dine små uenigheder med DRs Licenskontor.

Jeg er imod tvungen licens. Jeg bryder mig ikke om, at jeg skal betale for noget, jeg ikke benytter.

Hvis det skulle gøres ideelt, ville det blive noget i stil med, at man skulle købe en boks. Også skulle man købe et kort, som skulle i boksen, som rummer de kanaler, man selv vælger. F.eks. kunne man vælge tv2 film, tv3 puls, history channel, god channel og dr2 for en samlet pris. Det skulle så kodes ind på en chip og man skulle så betale et beløb per måned for lige netop de kanaler.

Nå, men det var egentlig ikke det, jeg ville skrive om lige netop nu.
Jeg fik at vide i dag, at fordi jeg ikke tror på tvungen licens og jeg holder på, det er noget lort, så vil jeg blive en dårlig lærer.
Hvorfor jeg vil blive en dårlig lærer, i følge min stedfar? Fordi jeg ikke vil følge samfundets "sådan er det bare" stil.

Gu' fanden vil jeg da ej! Hvis vi alle tænkte "Sådan er det bare, så må det hellere forblive sådan", så var vi jo for helvede stadig fæstebønder! Vi var aldrig kommet videre, vi havde aldrig udviklet et velfærdssamfund!
Det samfund vi lever i i dag blev jo netop grundlagt af folk, der ikke ville acceptere at "sådan er det bare".

Jeg blev virkelig vred på min stedfar over hans udtalelse. Men så fik jeg ondt af ham.
At han er nødt til at sige den slags, fordi han ikke kan argumentere på anden måde, det er jo sørgeligt. Han bliver jo altid sur og går i totalt forsvar, når man fortæller ham, at det han gør er forkert eller man tænker på en anden måde end ham. Så begynder han på standardreplikken "nu kan vi jo ikke allesammen være åååh så kloge fordi vi har gået i skole i åååh så mange år" og yaddah yaddah yaddah. Det "forsvar" han stiller op med bunder vel i bund og grund ud i, at han er misundelig. At han sidder her, 51 år gammel, og måske ikke har fået det ud af livet, han håbede på engang.
Jeg er bare træt af at hjælpe ham med en masse ting, også skulle finde mig i at få sådan en gang lort i hovedet. Han burde være bare en anelse taknemmelig for, at jeg overhovedet gider.
Jeg tror dog også, han fik dårlig samvittighed over hans udtalelse i dag. Hvis ikke, burde han godt se at få det.

Men en undskyldning skal jeg nok ikke forvente at få af ham.

søndag den 13. september 2009

Sidelinien

Nogle gange føler jeg ikke, jeg kan følge med tiden. Det er, som om jeg står stille, men det hele bevæger sig. Jeg prøver på at gribe ud og fange farten, blive en del af den, men den er bare for hurtig for mig.
Rodet kommer for hurtigt, det hober sig op, bliver uoverskueligt og jeg kryber tilbage i et hjørne og lader stå til, jeg bevæger mig for langsomt, rodet for hurtigt.
Ind imellem griber jeg farten, jeg ryger med, jeg bevæger mig hurtigere end rodet, jeg får det hele i orden. Jeg sejrer. Men kort tid efter er det hele vendt, jeg er endnu engang fanget i mit hjørne.
Det er ikke så slemt, som det har været. Jeg har fået det godt, jeg har fået det bedre. Men ind imellem bliver jeg grebet af magtesløsheden også står jeg bare på sidelinien og ser på.

Vi har vel alle vores sidelinier, der hæmmer os på en eller anden måde.

Mundlort på repeat

Hver gang du åbner munden, kommer der en ny kliché.
Det er som taget ud af en pladder-romantisk roman.
Danielle Steele.
Du gylper den ene replik ud efter den anden,
masseproduceret lort, der flyder ud til masserne.
Originaliteten er forsvundet
Originaliteten er død
Du optager alt
Erstatter stemmebåndet med højtaleren
Sætter lortet på repeat.