fredag den 20. september 2013

Om at være overvægtig og gravid.

Siden min kæreste og jeg begyndte at komme sammen for lidt over 1½ år siden har jeg vel taget en 10 kilo på. Og 10 kilo er ikke specielt godt, når man i forvejen ligger 10 kilo over de 100. Jeg har hele tiden tænkt, at jeg ville begynde virkelig at træne, når vi begyndte at snakke om, at nu skulle vi snart til at lave børn - jeg var begyndt at træne og det gik også godt, indtil mit attak kom i marts. Og efter det har det bare ikke været nemt at komme i gang igen.

Og så blev jeg gravid. Bom. Helt uden planer om baby. Og det var ikke sådan, jeg havde troet, det skulle være. At jeg skulle være fed, mens jeg var gravid. For det at være fed er jo i sig selv nærmest utilgiveligt i dagens samfund. Og så det at være overvægtig gravid...

For det første er det nærmest umuligt at finde ventetøj, man kan passe i en str. fed, som jeg bruger. For det andet får man at vide alle steder fra, at det der med at skulle være fed og føde, det bliver super svært! Der kommer SÅ mange komplikationer og man skal altså være i god form for at presse 3500g ud. Og at overvægtige også får store børn.

Så jeg tænkte "Nu begynder jeg fandeme at træne, ja!" og det gik også fint første gang. Men så løb jeg ind i forhindringen der kaldes graviditetstræthed. Og med en skolegang i Silkeborg og hjem i Skive og med min sclerosetræthed, så var der bare dobbelt op på træthed.
Men trætheden blev mindre - eller også blev jeg bedre til at håndtere den. Og BOM, så kom dr noget helt uventet - brunligt udflåd i form af gammelt blod og pletblødning - og min læge sagde, optimistisk som han er, at jeg skal slappe af, undgå fysisk anstrengelse, da det kan være tegn på spontan abort - og så er det sgu en kende svært at træne.

Så den der glade følelse over at være gravid er der ligesom ikke - der er mere en skyldfølelse, der hænger over mig. Og jeg har bestemt mig for, at lige så snart jeg har født, så hedder det 5:2 kur, træning og amning (det skulle også hjælpe med vægttab, har jeg ladet mig fortælle), for ved næste graviditet vil jeg være en af de der kvinder, der ligger "se min fede mave" billeder på FB!

Jeg er bare ked af, det ikke bliver ved den her, det kan blive sådan.
Ingen tvivl om, jeg vil knuselske barnet, når jeg først har det - men min øv-følelse ved at være fed, mens jeg er gravid overskygger lidt glæden. Øvfølelse og så frygten for at abortere, fordi jeg er fed.

Jeg har dog planer om at begynde at træne, når min pletblødning er ovre.

Derudover har jeg læst mig frem til, på nettet, at mange kvinder, som er overvægtige, har normale fødselsforløb. Så jeg håber også, mit bliver det.

onsdag den 23. januar 2013

Dengang jeg var lille blev jeg tit vækket midt om natten, om vinteren, når den første sne kom. Min far ryddede sne for folk i kvarteret, klokken alt for tidligt om morgenen. Men tit vækkede han mig først, med en snebold, han havde lavet, som han stod med inde ved min seng. Nogle gange var det min mor, der vækkede mig. Nogle gange kom jeg ud at lege i sneen, også selvom klokken var alt for mange om aftenen og langt over min sengetid. Jeg fik flyverdragt på uden over mit nattøj og så kunne jeg ellers komme ud og lege og hygge mig i sneen.

Det er mange år siden efterhånden, men jeg bliver altid helt begejstret og fyldt med energi (for en kort stund) når det sner.

Dengang jeg var lille vidste jeg godt, min far var meget ældre end de fleste andres forældre, han var ældre end nogle af deres bedsteforældre endda. Og jeg vidste godt, han skulle dø og at jeg nok ikke var så gammel, når han døde. Det førte også til en eller anden form for depressionslignende tilstand, som jeg projekterede over på vores hund, Trine. Jeg planlagde hvor hun skulle begraves i haven. Under min gynge. Jeg begyndte også at grave hullet til hende - hvilket min mor ikke var begejstret for, for min gynge stod på græsplænen.

Den dag i dag er jeg rimelig afklaret med døden. Det bliver man vist, når man hele tiden har vidst det, jeg vidste.
Det var et chok, da min mor døde, før min far. For han var jo 24 år ældre end hende, så rent logisk set burde han dø først. Men kræft tager ikke højde for alder.

Og selvom jeg egentlig stort set var uden forældre i årene efter min mors død, så var det på en måde en trøst, jeg stadig havde min far, selvom jeg ikke havde ham.
Manden var dement og han kunne ikke rigtig tale, han kunne ikke rigtig se, han kunne kun sidde i sin kørestol og se gamle, danske film fra dengang hvor sommeren altid var varm og fyldt med sol og hvor vinteren var fyldt med sne. Men på trods af det, så lignede han stadig min far.

Men han lignede ikke min far, da han lå i kisten, et par dage efter nytår. Dagen før nytår fik jeg besked på Facebook. "hej helene vil lige fortælle dig ,at far ligger på det sidste, godt nytår"
Bom. Jeg var oppe ved ham, på plejehjemmet et par timer efter. Plejehjemmet ringede samme nat og fortalte, at nu var han sovet stille ind.

Så står man der, 24 år gammel og uden forældre. Ikke at det var så anderledes fra at være 24 og og uden mor og med dement far, som ikke kan huske en. Men så alligevel helt anderledes.

Det værste er nok når folk siger "Det er vel ikke så hårdt, du vidste jo godt, det ville ske, han var jo gammel og syg."
 Gu' vidste jeg da godt, det ville ske! Gu' var han da gammel og syg. Men det ændrer fandeme da ikke på, det er hårdt at miste en forælder, også selvom han ikke har været en rigtig forælder, med "nu skal jeg komme og hænge lamper og hylder om i din lejlighed" og alt hvad der ellers hører med, længe!

Jeg får egentlig mest lyst til at råbe "LUK RØVEN!" til folk, når de siger noget i den stil.

Jeg har levet med savnet af en far, med hyldeopsætning, snak om biler og gåture i sneen, i mange år. Nok egentlig halvdelen af mit liv. Men nu skal jeg leve med at savne en far og så savne den mand, som faktisk var min far.

Og selvom jeg ikke viser det for nogen, så er jeg ked af det. Ikke hele tiden, men ind imellem, så er jeg.

onsdag den 12. december 2012

Jeg har fundet en blog. Egentlig var det Berry som fandt den og viste mig den.  Jeg er glad for, jeg har fået den vist.

Det har været fantastisk befriende for mig at læse om hendes følelser omkring sklerose og diagnosticering. Og folks reaktion.

Jeg har haft svært ved at forklare, hvordan jeg har det. Især fordi jeg ikke vil beklage min nød. For jeg har ingen diagnose, ikke før mandag. Og når man ikke har en diagnose er man jo ikke syg. Og er man ikke syg skal man ikke klynke.

Og jeg vil jo i bund og ikke klynke.
Jeg er bare så pisse træt af, jeg skal være syg!
Og jeg magter ikke folks solstrålehistorier. Jo tak, de er fortalt i den allerbedste mening der overhovedet findes, MEN!
Det bagatelliserer min frygt!

Jeg er bange og vred. Jeg ved ikke, hvad det betyder, jeg er syg. Bliver jeg invalid, kommer jeg til at leve forholdsvis uden symptomer? Hvad betydning får det for mit liv?!

Og jeg kan ikke snakke med nogen om det, synes jeg. Min søde og dejlige kæreste går lidt i baglås over det hele og jeg vil ikke belemre ham med mine bekymringer. For jeg tror ikke helt han kan rumme det. Måske jeg tager fejl, men allerhelst vil jeg bare gerne skåne ham.
Jeg synes egentlig det er mere synd for ham end det er for mig.

At han skal trække med sådan en syg og svag og træt kæreste med så meget bagage som jeg nu har.
Jeg gider ikke være syg.