Jeg har fundet en blog. Egentlig var det Berry som fandt den og viste mig den.  Jeg er glad for, jeg har fået den vist.

Det har været fantastisk befriende for mig at læse om hendes følelser omkring sklerose og diagnosticering. Og folks reaktion.

Jeg har haft svært ved at forklare, hvordan jeg har det. Især fordi jeg ikke vil beklage min nød. For jeg har ingen diagnose, ikke før mandag. Og når man ikke har en diagnose er man jo ikke syg. Og er man ikke syg skal man ikke klynke.

Og jeg vil jo i bund og ikke klynke.
Jeg er bare så pisse træt af, jeg skal være syg!
Og jeg magter ikke folks solstrålehistorier. Jo tak, de er fortalt i den allerbedste mening der overhovedet findes, MEN!
Det bagatelliserer min frygt!

Jeg er bange og vred. Jeg ved ikke, hvad det betyder, jeg er syg. Bliver jeg invalid, kommer jeg til at leve forholdsvis uden symptomer? Hvad betydning får det for mit liv?!

Og jeg kan ikke snakke med nogen om det, synes jeg. Min søde og dejlige kæreste går lidt i baglås over det hele og jeg vil ikke belemre ham med mine bekymringer. For jeg tror ikke helt han kan rumme det. Måske jeg tager fejl, men allerhelst vil jeg bare gerne skåne ham.
Jeg synes egentlig det er mere synd for ham end det er for mig.

At han skal trække med sådan en syg og svag og træt kæreste med så meget bagage som jeg nu har.
Jeg gider ikke være syg.