Juletid?

Jeg ville elske at sidde og lave konfekt, flette julehjerter, pynte op og rigtig hygge, riste kastanjer over ilden og bare... Hygge.

Desværre bliver det ikke sådan i år.
Eller de næste par år, som det ser ud nu.

Kære mor.

På torsdag er der gået 4 år.
Det er ikke lang tid, men det føles som århundreder.
Siden du døde har jeg ændret mig, meget. Jeg tror, du ville have været stolt af mig. Jeg har klaret mig selv. Jeg har søgt hjælp, når det hele blev for svært.

Jeg droppede ud af gartnerskolen. Jeg fik da grundforløbet, men jeg kunne ikke få læreplads. Jeg solgte huset, helt selv. Jeg flyttede i min egen lejlighed, nede i Vestervænget. Det var ikke nemt at undvære dig, det første lange tid. Du ville ikke have kunnet kende mig, hvis du havde set mig. Thorvald hjalp mig. Jeg ved godt, du elskede ham. Derfor er jeg også glad for, du er væk, så du ikke kan se, hvor syg han er. Men jeg klarede mig, jeg flyttede. Du ville have elsket de dyr, jeg har. Virkelig. Men du ville nok også synes, jeg ikke var rigtig klog.

Jeg er blevet glad, mor. Jeg er begyndt at kunne nyde livet, sådan rigtig. Jeg er vokset til en rigtig kvinde. Jeg er endda begyndt at gå med nederdel!

Jeg er flyttet i min egen lejlighed igen, efter jeg boede med Thorvald. Du skulle se den, jeg tror, du ville kunne lide den. Jeg har jo købt Lis' møbler, dem har jeg jo altid elsket.

Jeg fandt kuverten med de små kort fra dine bårebuketter i dag. Jeg kom til at tænke på dig - det er ikke noget nyt, det gør jeg hver dag. Jeg savner dig. Jeg har ingen at ringe til, når jeg får en god karakter. Jeg har ingen, jeg ringer til og fortæller de ting, man fortæller til sin mor. Jeg mangler dig. Jeg kan ikke huske din stemme. Det eneste jeg kan huske, er dine smerte skrig. Jeg tror ikke, nogen er klar over, hvor meget jeg egentlig savner dig, hvordan du påvirker min hverdag.

Jeg sidder og høre sangen Camilla gav mig, da du var død.



Jeg savner dig.

Et kærlighedsdigt.

Jeg vil åbne dine øjne
Kom over på min side - alting er så klart, så smukt, så farverigt.
Fald om i mine øjne
Flyd væk

Som Dali sætter jeg dig på piedestal
Du er en ener, unik
Alle andre er kopier.

Jeg siger det hver gang
Og hver gang må jeg erkende
Jeg har levet på en løgn.

Den enes død...

Han sad i vinduet og stirrede ud over søen. Der stod et par ansigtsløse folk med deres børn og kastede brød ud til de i forvejen overfodrede ænder og svaner. Få gjorde holdt og tog sig tid til den slags en søndag morgen. De fleste løb rundt om Dosseringen.
Han tog en tår af hans varme the, han bandede sagte da han brændte tungen.
Han kiggede hen på bordet, mens han stilte theen fra sig i vindueskarmen. Morgenbrødet lå og blev tørt.
Han stirrede ud på svanerne igen, hans ånde kærtegnede det kolde glas. Han fik øje på en person. Hun skilte sig ud.
Hun håndfodrede svaner og ænder, ikke for nogen børns skyld, men for hendes egen. Rygsækken så tung ud. Men hun dansede alligevel rundt, snurrede og nød at være til.
Han smilte. Greb jakken og løb ned af trapperne. Han ville have del i hendes glæde. Han luskede et stykke bag hende. Måske noget af hendes livs ild ville falde fra hendes flammende hår og lande på ham, så han kunne føle, hvad hun følte.
Hun snurrede, stoppede brat og stirrede på ham. Hendes grå-blå øjne strålede og hun begyndte at grine. Latteren smittede. Hun talte til ham. Han svarede stille.
"Er du kendt her?" spurgte hun, hun bredte armene ud, som ville hun omfavne ikke bare Dosseringen, men hele København.
Han nikkede og hun grinte - "Jeg er faret vild! Jeg prøver at finde en have...", hun trak et slidt stykke papir op ad lommen, hun havde selv tegnet et kort. "Vil du vise mig vej? Altså, hvis du har tid. Løber du, som de andre, travle mennesker?" fortsatte hun, hun begyndte langsomt at gå, han fulgte efter.
"Jeg har hele dagen... Jeg kan vise dig lidt af byen, hvis det er... Der er godt nok ikke meget at se, det er søndag, november..." sagde han, hun standsede overrasket. "Hvad mener du? Der er da massere at se! Har du set den svane dér," hun pegede på en af svanerne i flokken. Han anede ikke, hvilken svane det var - han trak på skuldrene og kiggede tilbage på kortet i hendes hånd. "Nej, se nu!" insisterede hun, hun gik om bag ham, lagde armen over hans skulder og pegede frem, så hans øjne fulgte hendes fingre. Han så en svane med få sorte fjer på den hvide krop. Han smilte skævt. Armen blev liggende. "Se," hviskede hun, "er den ikke speciel? Der er uventede ting over det hele. Du skal bare åbne øjnene og lade være med at lede.", han drejede hovedet og kiggede ind i hendes ansigt. De grå øjne glødede, der brændte en ild i dem.

Sådan mødtes de. Hun endte med at vise ham et København han aldrig før havde set.

Hun skulle have været med toget den aften. Hun blev. De tog hjem til ham. De drak en flaske vin, diskuterede Sokrates, Pythagoras, Epikur, Socialisme, liberalisme, det egoistiske samfund.
Han tilbød hende sengen. Han ville tage sofaen.

Men om natten vækkede hun ham. Hun kyssede ham blidt. Hun trak ham op fra sengen, han omfavnede hendes nøgne krop.
Hun lærte ham nye stillinger, nye ting han kunne lide.

De sad i vindueskarmen i flere timer. Hun sad op ad ham. Deres nøgne hud klistrede mod hinanden. Deres hede dansede i bølger på ruden. Han kærtegnede hendes krop. De drak af det samme krus, hun fortalte historier om verden. Om folk på gaden. Hun digtede. De levede.

Hun efterlod hendes nummer på hans bord. "Ring, hvis du får lyst.", hun kyssede ham farvel og dansede ned ad stien ved søen.

Han ringede dagen efter. Han savnede hendes liv, hendes glæde, hendes glød.

De fortsatte med at ses. Hun lærte af hende, han fik hendes glød.

Månederne gik, kalenderen sagde november igen.
Han tog til provinsen, ud til hende. Han havde hendes adresse. Han havde ikke hørt fra hende i et par måneder. Hun svarede ikke på hans opkald, hans breve.

Toget for gennem landet, han så en ny verden, en levende verden.
Han stod på stationen. Han fandt det kort hun havde tegnet til ham, for at han altid kunne finde hende.
Han fandt huset. Bankede på. Han så hendes flammende hår gennem dørens rude - det var falmet. Hun åbnede døren og stirrede på ham.
Gløden i hendes øjne var væk. Tilbage var skallen af den kvinde, han havde elsket. De så længe på hinanden.
Han nikkede, hun lukkede døren.

Han modtog brevet, da kalenderen dikterede januar.
Han havde arvet hendes kamera og hendes billeder.
"Vis folk verden. Giv dem evnen til at se, hvad de ikke kan se."

Uden titel.

Septembersolen brændte hendes hud. Hun kunne mærke, hvordan strålernes bad prikkede i hendes hud. Sommerfuglene og hvepsene festede omkring de rådnende blommer på jorden. Hun sad på græsset og gøs ind imellem, når vindpustene kom med forsigtige, kølige kys på hendes nøgne hud.
Det var en smuk dag, tænkte hun. Perfekt. Solen skinnede, himlen var højblå og trækfuglene var begyndt at finde sammen på elmastens wirer.
Naboen så ind over hækken, han kom med en kæk kommentar omkring haven. Hun ignorerede ham. Hans brede smil blegnede, mens han mumlede noget og gik.

Hun gik ind i køkkenet.
Stanken af forrådnelse omfavnede hende. Hun dansede med den ned gennem gangen, ned til rummet.

.....

"Hun æ sgu nøj mærkli' hin æ nabo," sagde manden til hans kone, da han trådte ind i bryggerset og trak de mudrede træsko af. Konen mumlede noget med, at det da var forståeligt, nu når manden havde forladt hende, uden et ord.
Hun sukkede. Hendes ord nåede kun væggene med de blå og grønne fliser.
Hun hørte høje brøl fra kælderen, han var i gang igen.

.....

Børnene skreg. Kvaliteten var ikke i top, manden bandede over det. Han flåede dog bukserne op og begyndte at onanere kraftigt ved synet af de grædende børn der blev voldtaget. Han fantaserede om at gøre det ved hende, nabotøsen.
Han brølede, da han kom. Han klamrede sig svedende til stolens ryg. Blod blandede sig med sæden - han havde været for voldsom. Han bandede og fandt en forbinding.
Gudskelov var den lokale børnelæge behjælpelig, også ved den slags skader...

.....

Jo tættere hun kom på rummet, jo kraftigere blev stanken, jo vildere blev dansen. Hun puffede til døren og hviskede "Elskede," da den gled op. Stanken slog imod hende, men hun ænsede den ikke.
Hun så kærligt på hendes mand, han lå så smukt på sengen, syntes hun.

.....

En forbipasserende havde bemærket stanken fra huset. Hun havde tilkaldt politiet. Havde der ikke været nogle skrig fra huset, for nogle måneder siden?

.....

Han stirrede på hende med skræmte, opspilede øjne. Hun lå ved siden af ham, hendes mand. Hun hviskede til manden og kærtegnede det, der havde været hans ansigt.
Betjenten tilkaldte forstærkning.
Han brækkede sig i blomsterbedet.

.....

Naboen læste avisen dagen efter, om den sære nabopige. De havde fundet hende og det rådne lig af hendes mand i sengen. Hun forklarede, som var det den mest naturlige ting i verden, at hun havde bundet ham til sengen første gang han truede med at gå - de blev enige om at han ikke kunne gå.
Manden var sultet ihjel.
Han havde ligget der i nogle måneder.
"Se då, man ve' sgu aldri' hva' dæ æ for nog'n nabo'r man har sæ'!" hoverede han til konen.

Hun stirrede på hans blege ansigt med de opspilede øjne. Hun stirrede på kniven der sad fast i ryggen på ham.

Dagen efter havde naboerne i kvarteret nok at sladre om.

Mundkurv?

DF vil nu have skærpet den latterlige lov - aka "kamp"hundeloven.

Kamphunde, der ikke bærer mundkurv, skal aflives

Undskyld, hvad!? så, fordi man vælger, man IKKE vil mishandle sit kæledyr, så skal det aflives? Undskyld, men står der ikke i loven et sted, at man ikke må mishandle sine kæledyr?
Det der nok pisser mig mest af er, at dyrenes beskyttelse er med på forslaget!

Fint med os, lyder det fra Dyrenes Beskyttelse, der dog generelt er imod den nye hundelov, og at kamphundene skal have mundkurv på.

- Men nu er der en lov, og den skal holdes. Når man har sagt a, må man også sige b, og da de her kamphunde alligevel skal udfases over tid, kan jeg ikke se nogen problemer i, at de bliver aflivet, siger dyreværnsinspektør Lotte Brink.

Jeg er fandeme harm og forarget! Hvad i alverden bilder de sig ind!?

De rammer jo kun de mennesker, der har hunden, fordi de elsker dem! De rammer de forkerte!

Vi ved at bare fordi der er 3 homoseksuelle der begår seksuelle overgreb mod børn, er det ikke alle homoseksuelle der er pædofile. Vi ved at bare fordi en blondine er dum, er det ikke alle blondiner der er dumme!
Og vi VED at ikke alle hunderacer er ens og de har forskellig adfærd og kræver forskellig opdragelse!

Men nej, det er vist kun få tallet der ved det - de lader i hvert fald ikke til at vide det inde på Borgen.
Vidste de det, ville de også vide, at forebyggelse og undervisning i hunden og dens adfærd ville være langt bedre end denne skide lov.

Det eneste love som den her viser, er da at fornuften i dansk politik er ved at blive udfaset.

Fy for satan!

Mandag.

Når vi er, er døden ikke. Og når døden er, er vi ikke.

Startede dagen med filosofi. Pythagoras, Platon, Sokrates, demokrati, Epikur - lykke begrebet.
Ikke noget skidt start, egentlig. Tidligt fri - Føtex.

Græskarboller, mûslistykker og kiks med bærfyld.

I skrivende stund sidder jeg på sengen med en mæthedsfølelse efter mit festmåltid i brød og stivelse. Mine lunger kan mærkes - forbandede hoste.

Katten har smidt sig i min åbne kommodeskuffe, i de rene sokker, hundene har smidt sig på sengen. Egentlig burde jeg losse katten ud - det kan jeg dog ikke nænne. Hun er min killing.

.....

Mit hoved rumsterer med græske tragedier, filosoffer, planer om fremtiden...

Jeg burde lave en masse, læse en masse. Men feberen giver mig mest af alt lyst til at ligge mig under dynen og sove.

Ikke at magte...

Jeg magter ikke mere.
Jeg magter ikke at læse om mennesker, der bevidst eller ubevidst smadrer deres liv.
Jeg magter jer ikke.
Jeg vil ikke engang beklage det.

Jeg har nået et punkt, hvor jeg ikke kan rumme flere mennesker. Jeg har simpelthen nok. Folk skal ikke føle sig skyldige. Og heller ikke uskyldige. De skal bare... Være. Ja. Det er et godt udgangspunkt.

.....

Jeg overvejer kraftigt, om jeg skal starte på min antidepressive medicin igen. Vinter og Helene plejer ikke at harmonere, humørmæssigt. Jeg venter nok til Oktober, lige giver det hele en chance. Som jeg også sagde til C.

Se tiden an. Det lyder fornuftigt.

Maj måned... Yay?

"Hvor er det synd for hende, hun er single" - Undskyld, hvad? Hvorfor er det synd folk, der ikke har en kæreste? Er det da helt utænkeligt, at man bare ikke gider det?

Jeg kan lide at være single. Jeg er glad for det. Jeg kan bedre forholde mig til at være single, end at skulle være i et parforhold, som jeg alligevel ikke rigtig gider. Åh ja, det er så sukkersødt og herligt at have en kæreste, jeg har godt set, hvordan et parforhold er - og det er ikke noget, jeg er ivrig efter at komme ind i!

Jeg kan lide, at jeg kan gøre, hvad der passer mig. Jeg har det fint med, at jeg ikke kan blive krammet og kysset på - det generer mig ikke.

Lad være med at have ondt af mig.

Maj er en lorte måned. Virkelig.
Min stedfar har ikke fået kontanthjælp - gæt selv hvordan den økonomiske situation er hjemme hos os.
Min stedfar besluttede dog, selvom vi er flade, at bruge 100.- af MINE penge, han havde fået med sig, på øl og mad, til dig selv, på et eller andet rastepladscafeteria - Jeg er ikke tilfreds.
Fik at vide i mandags, at han ikke havde fået penge ind. Jeg blev så frustreret, fortvivlet, jeg græd mig selv i søvn, jeg kunne simpelthen ikke overskue, hvordan vi skal komme ud af det hele. Men nu skrider han ned på kommunen i dag og gensøger om kontanthjælp. PT er jeg i minus 1000.- eller mere, fordi jeg ikke har fået huslejepenge ind og har købt mad. Det betyder også, jeg ikke kan betale min regning eller for de fag, jeg skal have næste år. Kommer jeg ikke ind på mine hold, kan jeg ikke få SU, min uddannelse bliver bremset... Nu begynder panikken og den dårlige mavefornemmelse igen. Åh ha!

Jeg magter ikke at skulle forsørge ham. Han er voksen og må sgu betale hans andel af vores fælles udgifter!

Maj, min maj
Skynd dig
Lad os komme til Juni, hurtigt
Lad mig få penge og betalt mine fag.

Søndagssex under dynen

Hvad er der galt med en missionær under dynen en søndag morgen? Hvorfor skal det hele være BDSM, anal, vilde stillinger, offentlige steder og hvad ved jeg - det er jo for helvede ikke en pornofilm, du er med i, så hvorfor have så travlt med at gøre en helt masse?

Vi bliver mere og mere desperate efter at være specielle, så vi går længere og længere for at være det. Nu er det ikke længere nok at have en anderledes tøjstil eller en speciel politisk holdning. Vi må gå længere!
Jeg husker, da analsex var noget fremmed, noget mærkeligt, noget perverst og bizart. Nu er det normalt, nu har mange prøvet det. Der er endda en gruppe på facebook, der hedder noget i stil med "Er der tomat i dåsen må man bruge måsen". Personligt er navnet og det, gruppen står for noget, jeg får kvalme af.

Og hvad har erstattet analsexens status som noget perverst og bizart? Hvad er det nye analsex? Det lader til, det er rim-jobs og urin. Det skal måske forklares, hvad et rim-job er; at få slikket sit bageste hul. Whatever float your boat.

Jeg har intet imod, at folk har deres lyster - er du til at kneppe et oppusteligt får, mens du brøler tyske klassikere, bliver pisset i øret og smurt ind i kagecreme af 10 dværge, go ahead!

Men lad dog være med at påtage dig selv seksuelle lyster, du ikke har, bare fordi du vil være speciel og skille dig ud. Sex er for fanden da ikke noget modefænomen.

Jeg gider ikke 20 forskellige stillinger under et samleje, jeg gider ikke at få slikket mit røvhul. Jeg gider det ikke. for det er ikke mig.
Jeg er til en missionær under dynen en søndag morgen. Jeg er sikkert kedelig i sengen - men det kan jeg leve med. Jeg er ikke bange for at stå ved det.

Hej, jeg hedder Helene og jeg er ikke hende, du skal forvente det vilde med. Jeg er til gengæld hende, du kan grine med og have det sjovt med.

Pris den hyggelige sex under dynen!

Frustration.

Jeg er træt af mennesker. Hold op det er en dårlig dag i dag. For satan jeg er i muggent humør. Min stedfar driver mig til vanvid. Når han begynder at kvase en dåse og ikke stopper igen, før end den er HELT flad, uden kanter. SÅ SMID DEN DOG UD! Jeg er pisse træt af, at han bor i mit hjem, men nedgør min hobby, brokker sig over, jeg ikke gider lave aftensmad og tér sig som en martyr - Undskyld mig, men du er 52 år, LAV DIN EGEN MAD, hvis det er sådan et fucking problem! GAWD!

Jeg gider ikke mennesker, jeg vil bare være i fred!

Jeg trænger til at råbe, skrige, slå, sparke.

Hvorfor er det for meget at forlange at blive behandlet med respekt!?

Russisk roulette?

Jeg har ikke set min far i godt et år nu. Og jeg har ikke dårlig samvittighed, ikke rigtig. En af mine søstre, som jeg ellers ikke har hørt fra i nok 1½ eller 2 år, skrev pludselig til mig. Om jeg havde kørekort, for det havde hende og far væddet om. Undskyld mig, men hvem fanden vædder med en dement person?! Nå, men jeg svarede, hun spurgte, om jeg kom op til far, nej, det gør jeg ikke, hun ville vide hvorfor, for han spurgte til mig og han var rimelig klar. Sidst jeg var deroppe, anede han ikke, hvem jeg var, han var bange for mig og han ville ikke se mig igen.
Så jeg traf valget, at næste gang, jeg ser ham, er når han er døende eller død. Sådan må det være. Jeg kan ikke overkomme, at det skal være sådan. jeg må også tænke på mig selv. Jeg vil ikke spille russisk roulette med mine følelser.

Drøm

Mit vindue var åbent
stjernestøv og måneskin dansede ind og badede mig
som jeg lå der i sengen.
I min søvn, var jeg vågen
observerende.
Jeg følte mig let
løftet.
Jeg svævede.
Jeg hang
som blev jeg båret af en mand
som var jeg hans brud
på vej over dørtærsklen til vort nye hjem.
Han kyssede min pande, hviskede blidt.
Vågn op.
Jeg var let
Vi dansede vejen op ad stjernevejen
Han snurrede mig rundt
Kyssede tårerne af mine kinder
Frustrationer og depression faldt af
Dryssede ned og blev til stjernestøv.

Han tog mig til et sted
Lykke, frodig, harmoni
Her kan du blive, her kan du bo.
Åh de smukke væsner
Det smukke sted.

De smilede
Bliv her, slut dig til os.
Her er der ingen sorg, kun glæde
Ingen sult eller nød

Hvem skal tage sig af min stedfar?
Hvem skal fortælle Cecilie, hvad hun er værd?
Og fortælle Berry, at eksamen ikke er så slem?
Hvem skal lille Sine komme til, når hun bliver teenager?
Hvor fantastisk det end måtte være at blive
Så går det bare ikke.

Han tog mig i hans arme, førte mig hjem.
Han kyssede mine øjenlåg
Når du vågner husker du det som en drøm.

Idéen om et bedre liv, et andet sted
Er ikke andet end en idé.
Jeg vågnede, frisk, veludhvilet.

Overraskende...

Hold da op! For nogen tid siden skulle jeg skrive en dansk aflevering, en eksamensopgave - et analyserende oplæg, alles store skræk. Det var tvunget, jeg hadede den. Jeg kæmpede virkelig med den, men var overbevidst om, at den ikke ville kunne strække sig til mere end et 02. Men hey, så fik man lige svaret.

Du har – som tidligere nævnt – et umiskendeligt skrivetalent. Du analyserer ganske udmærket på KMGs tekst, og der er også skridt i retning af en fortolkning. Sprogligt er det stort set i orden.

Hvis man skriver det analyserende oplæg, så skal man huske, at analysen og fortolkningen skal være udgangspunkt for en solid perspektivering. Materialet i hæfte 1 rækker mange muligheder for perspektivering ud mod dig. Tænk bare på Stounbjergs tekst og på Bønnelycke. Du kender Tom Kristensens Middag, som vi har læst på holdet. Der var også en chance for at have lavet en lidt grundigere perspektivering i litterær retning. Og det savner jeg.

Men du kan skrive – og hvis du en dag giver dig tid og først gør det, du har gjort så udmærket her – og derefter føjer en solid perspektivering til – ja så bliver det helt ovenud (af skalaen).

Så hvis du vil gøre mig glad – så gør det til eksamen. Jeg mener, at du rent faktisk er den, der kan score den bedste karakter. Så gør det!!

7-10


Så var der nok lige en pige, der blev overrasket! Jeg dur rent faktisk til noget! For satan! Altid noget, der er noget, jeg er god til.

Jeg sidder og har historie - eller, jeg sidder og skulle have historie. Hjernen vil ikke, som jeg vil. Lige nu har jeg det, som havde jeg været på druk hele weekenden. Tunge, kløende, våde øjne, sandpapirstunge, sulten, træt... Alt sammen fordi jeg ikke kunne sove. Halleluja! Klokken blev 3, før jeg kunne sove... Og så op igen lidt i 7... Og så skal jeg være i skole til klokken 16... Var der nogen, der sagde.... *facedesk* Hov, hvad, ja, jeg er oppe!

Min egen usikkerhed er ved at slå mig ihjel. Virkelig. Jeg er glad for M., men jeg er så pisse usikker på, om det kommer til at kunne fungere, hvis der overhovedet bliver noget, for hvad nu hvis han ikke kan lide mig, hvad nu, hvis det hele bare går, som det altid går, at jeg står med håret i postkassen, såret og med endnu mindre mod på at forelske mig.
For jeg har virkelig ikke haft mod på det i rigtig rigtig lang tid. Jo, jeg havde da en kæreste, men så fantastisk var det heller ikke - jeg var ikke inde i det, jeg ville det ikke. Jeg tænkte, at det ikke var det værd, det ville alligevel gå i stykker - og det gjorde det. Og jeg var ikke ked af det, ikke rigtig.
Jeg har faktisk ikke haft det sådan her, siden Englænderen. Det tog mig også virkelig med storm, dengang. Og det tog mig virkelig lang tid at komme over. Han var den første og PT den eneste mand, jeg har elsket.
Og lige nu, så minder starten af Englænderens og mit forhold meget om det, jeg laver med M. nu. Jeg er dog bare mere forsigtig og usikker.

Berry har sagt, jeg skal skrive noget mere om ham, M. Men hvad skal jeg skrive?
Han gør mig glad. Han er sød. Han giver mig uartige tanker om B&J is, militær uniformer og ham... [Indsæt Homer drool
Åh hvor jeg ikke håber, han kommer til at læse det her. Det ville være så flovt...

Så jobber man.

Siden sidst er der sket lidt.
Jeg har søgt om arbejde, var til jobsamtale - og jeg fik jobbet. Så nu er jeg ferieafløser i en udegruppe, hvor jeg skal være med til at passe de ældre i vestdelen af byen. Det skal nok blive sjovt - men også udfordrende.

Derudover har jeg mødt en blog.dk pige! O M G, I know! Jeg snakkede for meget om for lidt, det har vist været rigtig akavet. Men hun fik hendes kærnemælk - I swear, den sad bare helt alene på gaden og græd!

Hmn, imorgen har jeg fri, så skal jeg ud og shoppe lærred og i gang med at male. Har et farverigt projekt i gang. Det skal nok blive godt. Og så kan jeg ellers slappe af, læse lidt lektier og bare nyde solen.

Pres?

Mine antidepressiver er vægtforøgende - og jeg gør mit for ikke at tage på. Hvilket er pisse hårdt. Jeg er træt af mit udseende. Jeg er træt af min vægt, mine store overarme, mine deller, mine flommede lår. Men jeg skal vel bare være glad for, at min vægt er gået i stå og at jeg ikke har taget 30kg på, som nogen gør.

Lige i dag føler jeg ikke, jeg er værd at se på eller røre ved. Jeg føler mig grim. Men sålænge det går ned ad. Og det gør det. Langsomt.

Jeg er i gang med at gennemsøge min hjerne for kreativitet - former, farver. Det er svært. Motiv, motiv, hvor er du!?

Min historielærer har forventninger til, at jeg kan klare historieeksamen godt. Yay, læg da endelig pres på mig og end med at blive skuffet. Jeg skal vist være lykkelig for et 4-tal. Det er en 24 timers eksamen. Jeg regner med at sætte mig på biblioteket, med min computer og mine bøger. Eller også tager jeg bøger, computer, kold vand, mad o.s.v. ud på min altan, sætter mig ude i solen, laver min opgave og koncentrerer mig om den og kun den. Det bliver hårdt.
Jeg begynder at mærke et pres på mig. Pres ved eksamen, pres ved om jeg snart får svar på det med jobbet, pres på svar fra psykiateren... Jeg tror, jeg vil sætte mig ud på altanen og så få ordnet mine skolepapirer i dag, når jeg kommer hjem. Der er jo godt vejr.

Jeg tæller ned til Maj. 18 dage. 18 dage, så sker det skønne. Forhåbentlig. Jeg håber. Jeg glæder mig. Han er sød.

April, April, April

April, sikken måned
Træerne springer
Solen kommer
Dagene bliver længere
Tristheden kortere

Jeg plejer at elske April. Anemonerne kommer frem og liger små stjerner på et grønt tæppe. Det begynder at blive lunt og man kan mærke forårsfornemmelserne.
Hvad jeg ellers kan mærke, er min pengepung. Lige PT har jeg 28 kroner på kontoen og en 10'er i lommen. Så min elskede April bliver en kedelig måned.

April, misforstå mig ikke
Du er en af de dejligste 12
Men jeg håber, du er ovre snart.

Hvor jeg dog hader at være på røven. Men der kommer da noget godt ud af det - jeg får brugt min kreativitet til at finde ud af, hvor mange måder man kan lave ris på. I går var det ris med reven hvidløg. I dag bliver det sikkert bare ris... Imorgen kan det blive ris med frisk mynte... Nu ingen grund til at sidde der bag skærmen og blive misundelig på min luksusmenu!

April, April du føles for lang.

Det kan I godt glemme!

Modefænomener
Hvilken diagnose er in?
Vi skal have folk i bokse, der skal proppes noget på dem!
Og det er jo så nemt
Nå, du er lidt ked?
Kom min ven, vi doper dig med piller, så får du det godt!

Min kommune har kludret i det, de gjorde ikke meget, da jeg var barn og blev svigtet. De gjorde ikke meget, da der kom mistanke om, at jeg blev seksuelt misbrug. En samtale med en psykolog en enkelt gang, ikke andet. Ikke at jeg kan mindes, der skete noget af den slags - i hvert fald ikke dengang de mente, det skete.
Jeg tvivler på, jeg blev misbrugt dengang. Men det er ikke pointen - kommunen vidste, der skete ting derhjemme, der ikke burde ske og de gjorde intet. Jeg voksede op med en opvækst, der ikke var den værste - men det var tæt på. Og kommunen vidste det - men de gjorde intet.

Nu, 15 år senere, sidder jeg tilbage med problemer. Følelsesmæssige problemer. Jeg er bange for at være en fiasko, jeg er bange for at blive afvist - så jeg gør mit bedste for at skubbe folk væk - kliché, men sådan er det.

Jeg har fået bevilliget en støttekontaktperson - hvilket er fedt, så får jeg hjælp derhjemme. Og jeg har for nyligt fået en UU vejleder, der hjælper mig med skole og det andet, jeg har det svært med. Hvilket er dejligt. Og jeg går til psykolog.

Men nu er jeg blevet testet, af en psykoanalytiker, for ADHD - positiv. Men psykoanalytikeren er ikke sikker på, jeg har ADHD - det kan også være en personlighedsforstyrrelse.

Bite me! Ærlig talt. Jeg har det svært, fordi jeg har måttet klare mig selv i mange år, med ting, et barn ikke skal klare alene - og nu vil de plotte noget på mig, jeg ikke har, fordi de ikke vil indrømme, de har fejlet.

ADHD er, lige PT, mode diagnosen - testen er umådeligt mangelfuld. Virkelig. Næsten alle, jeg har testet den på, scorer højere end mig - men de har ikke ADHD eller noget.

Og jeg nægter fandeme at være offer for en diagnose, der er kommet på mode! Fandeme om jeg vil!

I kan diagnostisere mig alt det i vil
I kan prøve at få mig til at passe i jeres kasser
Men dope mig med piller
Og gemme jeres fejltrin
Det kan I glemme!

Forårsforelskelse og ting.

Jeg tøsefnidrer og rødmer, det hele er så sødt og så lyserødt.
Jeg er gået hen og blevet ramt af en lille, fed engel, der ikke har våbentilladelse - men alligevel skyder på må og få.

Jeg er blevet ramt, ret uventet. Og for første gang i lang lang tid, måske et år, er det ikke noget, der bare forsvinder efter en uge. Jeg er glad. Det er dejligt.

For første gang i jeg ved ikke hvor længe, lader det til, der faktisk er ved at være styr på det hele. Jeg føler mig stadig som en fiasko, til tider, men det er menneskeligt.

Jeg var i hypnose i dag - og vi kom frem til, at jeg skal udtrykke mig - nok med at male. Bare så alt det jeg har, kommer ud. Måske det bliver uploadet, når det er færdigt. Hvis det bliver færdigt.

Jeg er begyndt at købe roser og planter, til min altan. Jeg vil, for en gangs skyld, have en flot, frodig og blomstrende altan. Lyserøde roser, lilla roser, lyserøde liljer, en frøblanding med flotte blomster... Alt sammen til krukker og kasser.

Jeg vil snart tatoveres igen - skal bare spare sammen... Måske det bliver til, hvis jeg får det feriejob, jeg har søgt. Og så kan jeg få mine blomster bag øret. Eller måske mine roser op ad benet.