onsdag den 12. december 2012

Jeg har fundet en blog. Egentlig var det Berry som fandt den og viste mig den.  Jeg er glad for, jeg har fået den vist.

Det har været fantastisk befriende for mig at læse om hendes følelser omkring sklerose og diagnosticering. Og folks reaktion.

Jeg har haft svært ved at forklare, hvordan jeg har det. Især fordi jeg ikke vil beklage min nød. For jeg har ingen diagnose, ikke før mandag. Og når man ikke har en diagnose er man jo ikke syg. Og er man ikke syg skal man ikke klynke.

Og jeg vil jo i bund og ikke klynke.
Jeg er bare så pisse træt af, jeg skal være syg!
Og jeg magter ikke folks solstrålehistorier. Jo tak, de er fortalt i den allerbedste mening der overhovedet findes, MEN!
Det bagatelliserer min frygt!

Jeg er bange og vred. Jeg ved ikke, hvad det betyder, jeg er syg. Bliver jeg invalid, kommer jeg til at leve forholdsvis uden symptomer? Hvad betydning får det for mit liv?!

Og jeg kan ikke snakke med nogen om det, synes jeg. Min søde og dejlige kæreste går lidt i baglås over det hele og jeg vil ikke belemre ham med mine bekymringer. For jeg tror ikke helt han kan rumme det. Måske jeg tager fejl, men allerhelst vil jeg bare gerne skåne ham.
Jeg synes egentlig det er mere synd for ham end det er for mig.

At han skal trække med sådan en syg og svag og træt kæreste med så meget bagage som jeg nu har.
Jeg gider ikke være syg.

lørdag den 8. december 2012

Lige nu har jeg lyst til at trampe i gulvet, råbe og skrige, tude og være helt hysterisk. Lidt ligesom børnene i Føtex. Indtil jeg får min vilje.

Det er ikke retfærdigt, det her! Jeg gider ikke! JEG VIL IKKE!

Lige nu er jeg ramt af selvmedlidenhed og et attack. Højre hånd har sovet i over et døgn nu. Og min ryg gør ondt efter lumbalpunkturen.

Jeg gider ikke mere og jeg synes ikke, det er fair, det her!

Hvis jeg troede på en gud, havde denne en helvedes masse at forklare, når jeg engang dør!

Troede jeg på reinkarnation, ville jeg nok have været et rigtig slemt menneske i et tidligere liv.

Men når man ikke tror på noget af det, så er der ingen at skyde skylden på.
Og det er ikke fair!

lørdag den 1. december 2012

Nogle gange tænker jeg på, om livet mon ville være bedre og sjovere, hvis jeg var en af dem, man ind imellem støder på, på Facebook.

En af de der typer, som hele tiden bliver tagget på festbilleder. En af de der typer, som bliver tagget i diverse statusser og check-in-opdateringer. "Sammen med hende den skønne" - sammen med Helene Scrooge Møllenberg her: Månen.

Om det ville være nemmere, hvis jeg ikke var så bramfri. Jeg ville uden tvivl sikkert have nemmere ved at få venner, men det ville vel være på en løgn. Jeg ville jo ikke være mig. Hende som ikke er bange for at sige det, alle ved, men man egentlig ikke må sige.

Lige nu, i dette øjeblik, føler jeg mig kvalt. Om det er det tørre rundstykke, som sidder i halsen, der gør det eller om det er tanken om at være i en fast og konstant rolle gennem livet, der gør det, ved jeg ikke.

Tanken om, at jeg nok ikke kommer til at ændre mig synderligt meget er jo skræmmende. På en måde. På den anden side er det også beroligende. For jeg vil jo altid være mig og jeg kommer vist til at undgå de værste identitetskriser.

Jeg oplever sågar, en sjælden gang imellem, jeg bliver mødt med en let misundelse over, jeg tager så let på tingene og er ærlig, på min egen måde. Som regel af folk, som ikke rigtig ved, hvem de er og går i en konstant følelse af en identitetskrise.

I bund og grund er det vel egentlig bare rundstykket, som skal skylles ned.
Det er jo ikke så slemt at vide, hvem denne "jeg" er, når det kommer til stykket.