Den enes død...

Han sad i vinduet og stirrede ud over søen. Der stod et par ansigtsløse folk med deres børn og kastede brød ud til de i forvejen overfodrede ænder og svaner. Få gjorde holdt og tog sig tid til den slags en søndag morgen. De fleste løb rundt om Dosseringen.
Han tog en tår af hans varme the, han bandede sagte da han brændte tungen.
Han kiggede hen på bordet, mens han stilte theen fra sig i vindueskarmen. Morgenbrødet lå og blev tørt.
Han stirrede ud på svanerne igen, hans ånde kærtegnede det kolde glas. Han fik øje på en person. Hun skilte sig ud.
Hun håndfodrede svaner og ænder, ikke for nogen børns skyld, men for hendes egen. Rygsækken så tung ud. Men hun dansede alligevel rundt, snurrede og nød at være til.
Han smilte. Greb jakken og løb ned af trapperne. Han ville have del i hendes glæde. Han luskede et stykke bag hende. Måske noget af hendes livs ild ville falde fra hendes flammende hår og lande på ham, så han kunne føle, hvad hun følte.
Hun snurrede, stoppede brat og stirrede på ham. Hendes grå-blå øjne strålede og hun begyndte at grine. Latteren smittede. Hun talte til ham. Han svarede stille.
"Er du kendt her?" spurgte hun, hun bredte armene ud, som ville hun omfavne ikke bare Dosseringen, men hele København.
Han nikkede og hun grinte - "Jeg er faret vild! Jeg prøver at finde en have...", hun trak et slidt stykke papir op ad lommen, hun havde selv tegnet et kort. "Vil du vise mig vej? Altså, hvis du har tid. Løber du, som de andre, travle mennesker?" fortsatte hun, hun begyndte langsomt at gå, han fulgte efter.
"Jeg har hele dagen... Jeg kan vise dig lidt af byen, hvis det er... Der er godt nok ikke meget at se, det er søndag, november..." sagde han, hun standsede overrasket. "Hvad mener du? Der er da massere at se! Har du set den svane dér," hun pegede på en af svanerne i flokken. Han anede ikke, hvilken svane det var - han trak på skuldrene og kiggede tilbage på kortet i hendes hånd. "Nej, se nu!" insisterede hun, hun gik om bag ham, lagde armen over hans skulder og pegede frem, så hans øjne fulgte hendes fingre. Han så en svane med få sorte fjer på den hvide krop. Han smilte skævt. Armen blev liggende. "Se," hviskede hun, "er den ikke speciel? Der er uventede ting over det hele. Du skal bare åbne øjnene og lade være med at lede.", han drejede hovedet og kiggede ind i hendes ansigt. De grå øjne glødede, der brændte en ild i dem.

Sådan mødtes de. Hun endte med at vise ham et København han aldrig før havde set.

Hun skulle have været med toget den aften. Hun blev. De tog hjem til ham. De drak en flaske vin, diskuterede Sokrates, Pythagoras, Epikur, Socialisme, liberalisme, det egoistiske samfund.
Han tilbød hende sengen. Han ville tage sofaen.

Men om natten vækkede hun ham. Hun kyssede ham blidt. Hun trak ham op fra sengen, han omfavnede hendes nøgne krop.
Hun lærte ham nye stillinger, nye ting han kunne lide.

De sad i vindueskarmen i flere timer. Hun sad op ad ham. Deres nøgne hud klistrede mod hinanden. Deres hede dansede i bølger på ruden. Han kærtegnede hendes krop. De drak af det samme krus, hun fortalte historier om verden. Om folk på gaden. Hun digtede. De levede.

Hun efterlod hendes nummer på hans bord. "Ring, hvis du får lyst.", hun kyssede ham farvel og dansede ned ad stien ved søen.

Han ringede dagen efter. Han savnede hendes liv, hendes glæde, hendes glød.

De fortsatte med at ses. Hun lærte af hende, han fik hendes glød.

Månederne gik, kalenderen sagde november igen.
Han tog til provinsen, ud til hende. Han havde hendes adresse. Han havde ikke hørt fra hende i et par måneder. Hun svarede ikke på hans opkald, hans breve.

Toget for gennem landet, han så en ny verden, en levende verden.
Han stod på stationen. Han fandt det kort hun havde tegnet til ham, for at han altid kunne finde hende.
Han fandt huset. Bankede på. Han så hendes flammende hår gennem dørens rude - det var falmet. Hun åbnede døren og stirrede på ham.
Gløden i hendes øjne var væk. Tilbage var skallen af den kvinde, han havde elsket. De så længe på hinanden.
Han nikkede, hun lukkede døren.

Han modtog brevet, da kalenderen dikterede januar.
Han havde arvet hendes kamera og hendes billeder.
"Vis folk verden. Giv dem evnen til at se, hvad de ikke kan se."