Min hjerne er tom. Min energi har forladt min krop. Jeg magter intet for tiden. I onsdags kom jeg for sent i skole, en time for sent, faktisk. Jeg ventede uden for døren, til de fik pause. Jeg havde det ikke godt, jeg havde gransket mig selv i spejlet samme morgen og besluttede mig for, at min store, strikkede trøje med rullekrave og lange ærmer ville klæde mig bedre end noget andet, nu jeg ikke havde hverken burka eller kartoffelsæk.
På vej op på skolen syntes jeg egentlig, jeg fik det bedre. Det gik egentlig okay. Jeg var ikke på toppen, men heller ikke på lavpunktet, jeg havde det bare mærkeligt. Jo tættere jeg kom på skolen, jo mindre følte jeg, det var som om min mærkelige fornemmelse i kroppen var væk.
Jeg satte mig som sagt udenfor klasselokalet og ventede de par minutter det tog, før resten af klassen fik pause. Des længere tid jeg ventede, des mærkeligere fik jeg det. Da døren gik op ind til klassen, fik jeg det virkelig elendigt og jeg begyndte bare at græde. Jeg aner ikke hvorfor, jeg ved ikke, hvad der gik galt oppe i mit hovede. Min lærer sendte mig hjem, uden at give mig fravær. Han sagde, at jeg jo var en dygtig elev, så jeg ville godt kunne følge med. I hvert fald noget i den stil.
Torsdag besluttede jeg mig for, at nu var det på tide, jeg tog op til min læge for at snakke om noget henvisning til en psykolog, så jeg kan blive et helt menneske. Lægen kunne ikke give mig en henvisning, jeg opfyldte ingen af de 10 kriterier der skal til, for at man kan få en henvisning. Så nu skal jeg ned på kommunen på mandag, snakke med min sagsbehandler om, hvorfor jeg skal have en psykolog, så skal hun skrive til min læge, så skal jeg sikkert op til min læge, så skal han skrive tilbage til kommunen også skal jeg derned igen. Og min læge har besluttet, at han lige skal have 14 dages ferie.
Jeg glæder mig bare til, at jeg får at vide, jeg er berettiget til at få en psykolog betalt af kommunen. Det skylder de mig, efter alt det, jeg har været igennem, hvor jeg ikke har fået nogen hjælp.
Jeg glæder mig til at blive et helt menneske. Jeg glæder mig til, at tanken om, at folk faktisk skulle kunne lide mig, for den jeg er, ikke vil virke fjern og fjollet mere.
Jeg har jo tilgivet min mor og min far for de ting, de har udsat mig for. Jeg nærer intet had til dem, jeg er ikke vred på dem. Jeg føler ikke skyld eller skam overfor dem eller hvad jeg har udsat dem for.
Men ind imellem kan jeg godt blive ked af, at min mor har sagt nogle af de ting, hun har sagt, der har gjort sådan, at jeg tvivler på mig selv, på mit værd. Men så tænker jeg over, hvilken situation hun selv har været i det meste af hendes liv, også tilgiver jeg hende. Hun kunne ikke sige fra overfor folk, der ikke behandlede hende ordenligt, og til sidst blev det bare for meget for hende også skulle det gå ud over en eller anden, med hendes frustrationer, hendes vrede og hendes sorg. Og heldigvis er jeg stærk nok til at overvinde det. Heldigvis bliver jeg ikke sådan. Det tror jeg i hvert fald ikke. Men min selvopfattelse kan selvfølgelig godt være helt ved siden af, hvordan folk faktisk ser mig.
Jeg burde gå i seng, få noget søvn, stå tidligt op og vaske noget tøj og tage opvasken. Jeg vil prøve at se, om jeg magter det. Det skal jeg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar