Jeg har det bedre.

Jeg har været langt nede, følelsesmæssigt, her på det sidste. Ikke glad, som jeg plejer. Jeg brød ud i gråd, uden nogen grund, egentlig. Ikke hvad jeg ved af, i hvert fald. Selvfølgelig har der været noget galt, jeg har bare ikke kunnet mærke det.
Det hele har så resulteret i, at skolen har truet med at melde mig som inaktiv. Min sagsbehandler, som jeg snakkede med mandag, har haft ringet til skolen og forklaret dem, hvordan min situation er. Og hun har bevilliget mig en psykolog, vi starter ud med 10 timer, men det kan komme op på 20, hvis vi skynder, der er brug for det. Som hun sagde, skulle vi have bygget noget selvværd op hos mig. Hun vil kontakte mig i næste uge, om hvornår jeg skal starte. Derudover vil hun undersøge, om jeg er berettiget til at søge om revalidering, i stedet for at være på SU. Hun ville også have mig til at flytte, men det magter jeg ikke. Så vil jeg hellere prøve at spare et andet sted, hvilket jeg kan, og så se efter, hvordan det går, før jeg flytter. Flytter jeg, er det ikke sikkert, jeg kan få mine dyr med mig. Hun snakkede om, jeg så skulle af med mine katte - hvilket jeg ikke vil. Nuhuh, nej. Jeg kan få det her til at fungere, det ved jeg.
Men efter samtalen med sagsbehandleren, fik jeg det bedre. Jeg har faktisk fået det meget bedre, efter det hele er kommet lidt bedre på plads.
I går overvejede jeg at ringe eller skrive til min kusine for at fortælle, at jeg ikke ville komme til hendes og hendes børns fødselsdag på lørdag, fordi jeg havde det så dårligt. Men nu magter jeg det faktisk godt.

Det lyder fjollet, at man ikke magter selv så simple ting. Det er det vel også, for "raske" mennesker. Fjollet.
Men har man det dårligt, er det slet ikke så fjollet.

Jeg glæder mig til, at jeg kan blive rigtig glad for mig selv.