Jeg ville elske at sidde og lave konfekt, flette julehjerter, pynte op og rigtig hygge, riste kastanjer over ilden og bare... Hygge.
Desværre bliver det ikke sådan i år.
Eller de næste par år, som det ser ud nu.
mandag den 20. december 2010
torsdag den 25. november 2010
Kære mor.
På torsdag er der gået 4 år.
Det er ikke lang tid, men det føles som århundreder.
Siden du døde har jeg ændret mig, meget. Jeg tror, du ville have været stolt af mig. Jeg har klaret mig selv. Jeg har søgt hjælp, når det hele blev for svært.
Jeg droppede ud af gartnerskolen. Jeg fik da grundforløbet, men jeg kunne ikke få læreplads. Jeg solgte huset, helt selv. Jeg flyttede i min egen lejlighed, nede i Vestervænget. Det var ikke nemt at undvære dig, det første lange tid. Du ville ikke have kunnet kende mig, hvis du havde set mig. Thorvald hjalp mig. Jeg ved godt, du elskede ham. Derfor er jeg også glad for, du er væk, så du ikke kan se, hvor syg han er. Men jeg klarede mig, jeg flyttede. Du ville have elsket de dyr, jeg har. Virkelig. Men du ville nok også synes, jeg ikke var rigtig klog.
Jeg er blevet glad, mor. Jeg er begyndt at kunne nyde livet, sådan rigtig. Jeg er vokset til en rigtig kvinde. Jeg er endda begyndt at gå med nederdel!
Jeg er flyttet i min egen lejlighed igen, efter jeg boede med Thorvald. Du skulle se den, jeg tror, du ville kunne lide den. Jeg har jo købt Lis' møbler, dem har jeg jo altid elsket.
Jeg fandt kuverten med de små kort fra dine bårebuketter i dag. Jeg kom til at tænke på dig - det er ikke noget nyt, det gør jeg hver dag. Jeg savner dig. Jeg har ingen at ringe til, når jeg får en god karakter. Jeg har ingen, jeg ringer til og fortæller de ting, man fortæller til sin mor. Jeg mangler dig. Jeg kan ikke huske din stemme. Det eneste jeg kan huske, er dine smerte skrig. Jeg tror ikke, nogen er klar over, hvor meget jeg egentlig savner dig, hvordan du påvirker min hverdag.
Jeg sidder og høre sangen Camilla gav mig, da du var død.
Jeg savner dig.
Det er ikke lang tid, men det føles som århundreder.
Siden du døde har jeg ændret mig, meget. Jeg tror, du ville have været stolt af mig. Jeg har klaret mig selv. Jeg har søgt hjælp, når det hele blev for svært.
Jeg droppede ud af gartnerskolen. Jeg fik da grundforløbet, men jeg kunne ikke få læreplads. Jeg solgte huset, helt selv. Jeg flyttede i min egen lejlighed, nede i Vestervænget. Det var ikke nemt at undvære dig, det første lange tid. Du ville ikke have kunnet kende mig, hvis du havde set mig. Thorvald hjalp mig. Jeg ved godt, du elskede ham. Derfor er jeg også glad for, du er væk, så du ikke kan se, hvor syg han er. Men jeg klarede mig, jeg flyttede. Du ville have elsket de dyr, jeg har. Virkelig. Men du ville nok også synes, jeg ikke var rigtig klog.
Jeg er blevet glad, mor. Jeg er begyndt at kunne nyde livet, sådan rigtig. Jeg er vokset til en rigtig kvinde. Jeg er endda begyndt at gå med nederdel!
Jeg er flyttet i min egen lejlighed igen, efter jeg boede med Thorvald. Du skulle se den, jeg tror, du ville kunne lide den. Jeg har jo købt Lis' møbler, dem har jeg jo altid elsket.
Jeg fandt kuverten med de små kort fra dine bårebuketter i dag. Jeg kom til at tænke på dig - det er ikke noget nyt, det gør jeg hver dag. Jeg savner dig. Jeg har ingen at ringe til, når jeg får en god karakter. Jeg har ingen, jeg ringer til og fortæller de ting, man fortæller til sin mor. Jeg mangler dig. Jeg kan ikke huske din stemme. Det eneste jeg kan huske, er dine smerte skrig. Jeg tror ikke, nogen er klar over, hvor meget jeg egentlig savner dig, hvordan du påvirker min hverdag.
Jeg sidder og høre sangen Camilla gav mig, da du var død.
Jeg savner dig.
søndag den 26. september 2010
Et kærlighedsdigt.
Jeg vil åbne dine øjne
Kom over på min side - alting er så klart, så smukt, så farverigt.
Fald om i mine øjne
Flyd væk
Som Dali sætter jeg dig på piedestal
Du er en ener, unik
Alle andre er kopier.
Jeg siger det hver gang
Og hver gang må jeg erkende
Jeg har levet på en løgn.
Kom over på min side - alting er så klart, så smukt, så farverigt.
Fald om i mine øjne
Flyd væk
Som Dali sætter jeg dig på piedestal
Du er en ener, unik
Alle andre er kopier.
Jeg siger det hver gang
Og hver gang må jeg erkende
Jeg har levet på en løgn.
Abonner på:
Opslag (Atom)