Lige nu har jeg lyst til at trampe i gulvet, råbe og skrige, tude og være helt hysterisk. Lidt ligesom børnene i Føtex. Indtil jeg får min vilje.
Det er ikke retfærdigt, det her! Jeg gider ikke! JEG VIL IKKE!
Lige nu er jeg ramt af selvmedlidenhed og et attack. Højre hånd har sovet i over et døgn nu. Og min ryg gør ondt efter lumbalpunkturen.
Jeg gider ikke mere og jeg synes ikke, det er fair, det her!
Hvis jeg troede på en gud, havde denne en helvedes masse at forklare, når jeg engang dør!
Troede jeg på reinkarnation, ville jeg nok have været et rigtig slemt menneske i et tidligere liv.
Men når man ikke tror på noget af det, så er der ingen at skyde skylden på.
Og det er ikke fair!
lørdag den 8. december 2012
lørdag den 1. december 2012
Nogle gange tænker jeg på, om livet mon ville være bedre og sjovere, hvis jeg var en af dem, man ind imellem støder på, på Facebook.
En af de der typer, som hele tiden bliver tagget på festbilleder. En af de der typer, som bliver tagget i diverse statusser og check-in-opdateringer. "Sammen med hende den skønne" - sammen med Helene Scrooge Møllenberg her: Månen.
Om det ville være nemmere, hvis jeg ikke var så bramfri. Jeg ville uden tvivl sikkert have nemmere ved at få venner, men det ville vel være på en løgn. Jeg ville jo ikke være mig. Hende som ikke er bange for at sige det, alle ved, men man egentlig ikke må sige.
Lige nu, i dette øjeblik, føler jeg mig kvalt. Om det er det tørre rundstykke, som sidder i halsen, der gør det eller om det er tanken om at være i en fast og konstant rolle gennem livet, der gør det, ved jeg ikke.
Tanken om, at jeg nok ikke kommer til at ændre mig synderligt meget er jo skræmmende. På en måde. På den anden side er det også beroligende. For jeg vil jo altid være mig og jeg kommer vist til at undgå de værste identitetskriser.
Jeg oplever sågar, en sjælden gang imellem, jeg bliver mødt med en let misundelse over, jeg tager så let på tingene og er ærlig, på min egen måde. Som regel af folk, som ikke rigtig ved, hvem de er og går i en konstant følelse af en identitetskrise.
I bund og grund er det vel egentlig bare rundstykket, som skal skylles ned.
Det er jo ikke så slemt at vide, hvem denne "jeg" er, når det kommer til stykket.
En af de der typer, som hele tiden bliver tagget på festbilleder. En af de der typer, som bliver tagget i diverse statusser og check-in-opdateringer. "Sammen med hende den skønne" - sammen med Helene Scrooge Møllenberg her: Månen.
Om det ville være nemmere, hvis jeg ikke var så bramfri. Jeg ville uden tvivl sikkert have nemmere ved at få venner, men det ville vel være på en løgn. Jeg ville jo ikke være mig. Hende som ikke er bange for at sige det, alle ved, men man egentlig ikke må sige.
Lige nu, i dette øjeblik, føler jeg mig kvalt. Om det er det tørre rundstykke, som sidder i halsen, der gør det eller om det er tanken om at være i en fast og konstant rolle gennem livet, der gør det, ved jeg ikke.
Tanken om, at jeg nok ikke kommer til at ændre mig synderligt meget er jo skræmmende. På en måde. På den anden side er det også beroligende. For jeg vil jo altid være mig og jeg kommer vist til at undgå de værste identitetskriser.
Jeg oplever sågar, en sjælden gang imellem, jeg bliver mødt med en let misundelse over, jeg tager så let på tingene og er ærlig, på min egen måde. Som regel af folk, som ikke rigtig ved, hvem de er og går i en konstant følelse af en identitetskrise.
I bund og grund er det vel egentlig bare rundstykket, som skal skylles ned.
Det er jo ikke så slemt at vide, hvem denne "jeg" er, når det kommer til stykket.
Abonner på:
Opslag (Atom)