Dengang jeg var lille blev jeg tit vækket midt om natten, om vinteren, når den første sne kom. Min far ryddede sne for folk i kvarteret, klokken alt for tidligt om morgenen. Men tit vækkede han mig først, med en snebold, han havde lavet, som han stod med inde ved min seng. Nogle gange var det min mor, der vækkede mig. Nogle gange kom jeg ud at lege i sneen, også selvom klokken var alt for mange om aftenen og langt over min sengetid. Jeg fik flyverdragt på uden over mit nattøj og så kunne jeg ellers komme ud og lege og hygge mig i sneen.

Det er mange år siden efterhånden, men jeg bliver altid helt begejstret og fyldt med energi (for en kort stund) når det sner.

Dengang jeg var lille vidste jeg godt, min far var meget ældre end de fleste andres forældre, han var ældre end nogle af deres bedsteforældre endda. Og jeg vidste godt, han skulle dø og at jeg nok ikke var så gammel, når han døde. Det førte også til en eller anden form for depressionslignende tilstand, som jeg projekterede over på vores hund, Trine. Jeg planlagde hvor hun skulle begraves i haven. Under min gynge. Jeg begyndte også at grave hullet til hende - hvilket min mor ikke var begejstret for, for min gynge stod på græsplænen.

Den dag i dag er jeg rimelig afklaret med døden. Det bliver man vist, når man hele tiden har vidst det, jeg vidste.
Det var et chok, da min mor døde, før min far. For han var jo 24 år ældre end hende, så rent logisk set burde han dø først. Men kræft tager ikke højde for alder.

Og selvom jeg egentlig stort set var uden forældre i årene efter min mors død, så var det på en måde en trøst, jeg stadig havde min far, selvom jeg ikke havde ham.
Manden var dement og han kunne ikke rigtig tale, han kunne ikke rigtig se, han kunne kun sidde i sin kørestol og se gamle, danske film fra dengang hvor sommeren altid var varm og fyldt med sol og hvor vinteren var fyldt med sne. Men på trods af det, så lignede han stadig min far.

Men han lignede ikke min far, da han lå i kisten, et par dage efter nytår. Dagen før nytår fik jeg besked på Facebook. "hej helene vil lige fortælle dig ,at far ligger på det sidste, godt nytår"
Bom. Jeg var oppe ved ham, på plejehjemmet et par timer efter. Plejehjemmet ringede samme nat og fortalte, at nu var han sovet stille ind.

Så står man der, 24 år gammel og uden forældre. Ikke at det var så anderledes fra at være 24 og og uden mor og med dement far, som ikke kan huske en. Men så alligevel helt anderledes.

Det værste er nok når folk siger "Det er vel ikke så hårdt, du vidste jo godt, det ville ske, han var jo gammel og syg."
 Gu' vidste jeg da godt, det ville ske! Gu' var han da gammel og syg. Men det ændrer fandeme da ikke på, det er hårdt at miste en forælder, også selvom han ikke har været en rigtig forælder, med "nu skal jeg komme og hænge lamper og hylder om i din lejlighed" og alt hvad der ellers hører med, længe!

Jeg får egentlig mest lyst til at råbe "LUK RØVEN!" til folk, når de siger noget i den stil.

Jeg har levet med savnet af en far, med hyldeopsætning, snak om biler og gåture i sneen, i mange år. Nok egentlig halvdelen af mit liv. Men nu skal jeg leve med at savne en far og så savne den mand, som faktisk var min far.

Og selvom jeg ikke viser det for nogen, så er jeg ked af det. Ikke hele tiden, men ind imellem, så er jeg.

Jeg har fundet en blog. Egentlig var det Berry som fandt den og viste mig den.  Jeg er glad for, jeg har fået den vist.

Det har været fantastisk befriende for mig at læse om hendes følelser omkring sklerose og diagnosticering. Og folks reaktion.

Jeg har haft svært ved at forklare, hvordan jeg har det. Især fordi jeg ikke vil beklage min nød. For jeg har ingen diagnose, ikke før mandag. Og når man ikke har en diagnose er man jo ikke syg. Og er man ikke syg skal man ikke klynke.

Og jeg vil jo i bund og ikke klynke.
Jeg er bare så pisse træt af, jeg skal være syg!
Og jeg magter ikke folks solstrålehistorier. Jo tak, de er fortalt i den allerbedste mening der overhovedet findes, MEN!
Det bagatelliserer min frygt!

Jeg er bange og vred. Jeg ved ikke, hvad det betyder, jeg er syg. Bliver jeg invalid, kommer jeg til at leve forholdsvis uden symptomer? Hvad betydning får det for mit liv?!

Og jeg kan ikke snakke med nogen om det, synes jeg. Min søde og dejlige kæreste går lidt i baglås over det hele og jeg vil ikke belemre ham med mine bekymringer. For jeg tror ikke helt han kan rumme det. Måske jeg tager fejl, men allerhelst vil jeg bare gerne skåne ham.
Jeg synes egentlig det er mere synd for ham end det er for mig.

At han skal trække med sådan en syg og svag og træt kæreste med så meget bagage som jeg nu har.
Jeg gider ikke være syg.

Lige nu har jeg lyst til at trampe i gulvet, råbe og skrige, tude og være helt hysterisk. Lidt ligesom børnene i Føtex. Indtil jeg får min vilje.

Det er ikke retfærdigt, det her! Jeg gider ikke! JEG VIL IKKE!

Lige nu er jeg ramt af selvmedlidenhed og et attack. Højre hånd har sovet i over et døgn nu. Og min ryg gør ondt efter lumbalpunkturen.

Jeg gider ikke mere og jeg synes ikke, det er fair, det her!

Hvis jeg troede på en gud, havde denne en helvedes masse at forklare, når jeg engang dør!

Troede jeg på reinkarnation, ville jeg nok have været et rigtig slemt menneske i et tidligere liv.

Men når man ikke tror på noget af det, så er der ingen at skyde skylden på.
Og det er ikke fair!