Dimission.

Dimissionen forløb ganske hyggeligt og stille og roligt og dejligt.
Jeg mødte op med min alternative studenterhue, sovjetkasketten, en postkasserød kjole med sorte polkaprikker og meget rødt hår.
Jeg fik mit bevis, en rød rose, noget dejlig mad og lidt vin.

Studielederen kom hen til mig, da han skulle til at tage af sted, og sagde, at jeg var et af de mirakler, der gjorde, det var værd at være studieleder.

Jeg blev lige 10 cm højere.

Men det er fantastisk, jeg nu er student. Det har taget frygtelig lang tid, 3½ år og det har været ved at gå galt et par gange, med alvorlige samtaler hos studielederen og ugentlige møder hos studievejlederen, men nu er jeg blevet en vaske ægte student, med et snit på 7,4. Det kan jeg vist ikke klage over, især ikke med min indsats taget i betragtning.

I dag byder på møg ondt i halsen. Men vejret ser okay ud, selvom vi havde en tordenstorm kl. 5 i morges og selvom jeg ikke kunne sove 1½ time efter det, så skulle jeg jo op, skal bage lagkagebunde til min kage til imorgen og flûtes til i aften, hvor den stor på grillaftenhygge med klassekammeraterne fra i går og så kom jeg vist, i et øjebliks kækhed i aftes, til at love, jeg ville tage med i byen i aften og at de kunne få lov til at drikke mig fuld - hvilket de åbenbart glæder sig til, for de har aldrig set mig fuld før.

Og så står den sikkert på ingen eller meget lidt søvn, op og gøre kagen færdig lørdag, modtage gæster og være frisk og veloplagt, for jeg smækker da lige et studentergildeåbenthus sammen der. Og søndag står vist på at hjælpe med at flytte.

Men så skal der satme også slappes af mandag - når jeg altså har søgt ind på læreruddannelsen. Og så er der ferie og ingenting, jeg skal nå!

Når folk bliver røvrendt...

...Så har de ret til at vide, hvem der røvrender dem.

Heldigvis er jeg ikke den eneste, der tænker sådan - hvilket man også har kunnet se, ved forskellige TV programmer, hvor entreprenører og andet skidtfolk, som har levet fedt på at røvrende folk, bliver hængt ud med navn og firma og hvad der ellers er på dem, så folk slipper for at blive røvrendt igen.

I første omgang vil jeg ikke gå så langt, som at udlevere navnet.
Men jeg vil udlevere brugernavne.

Blog.dks brugere er blevet røvrendt af en faker, som synes, det er uretfærdigt, jeg informerede folk om hendes svinestreg. Og så løber man selvfølgelig hen og råber "inkompetent admin!", selvom man egentlig havde lovet at holde sig væk fra siden.

Men her er jeg ikke admin, her er jeg privatperson - og som privatperson kan og er jeg tilhænger af, folk ved, hvem der har røvrendt dem.

Tempf blev røvrendt af DenGladeDreng. Tempf og DGD blev venner, i 1½ år blev Tempf løjet for, til sidst fik DGD kræft og døde.
Lilje har skrevet længe på blog.dk. Lilje, DenGladeDreng, Bekendelser, Solskinsanna, Anemone, Clarasofie og UdenMening var en og samme person.

Hvis fakeren kommer på siden igen får jeg det at vide.
Og så får I det at vide - og måske der også ryger et link til facebookprofilen og andre personlige oplysninger ud.

For i min bog, så røvrender man ikke folk på den måde.

Tanker om kærlighed.

Jeg er vokset op i en Disney-generation.
Kvinde møder mand, han fortryller hende med romantik og sang, de forelsker sig, møder lidt modstand og så lever de lykkeligt til deres dages ende.

Og jeg er vokset op med en forventning om, jeg en dag ville møde en fantastisk mand, som ville feje benene væk under mig, vi ville forelske os hovedkuls, flytte sammen, få børn, være lykkelige. Jeg har vel drømt om en mand, som selv efter 25 år ville vågne op ved min side, kysse mig og fortælle mig, han elsker mig.
Men jeg får det næppe - jeg er hende, man er sammen med, har en rar og fantastisk affære med, dyrker god sex med og så er veninde med, bagefter. Og de små affærer er fine, de er intense, hede og fantastiske, men de mangler noget - de mangler en fortsættelse. De mangler det, man lærer hinanden at kende og bliver venner og elskende.

Jeg begraver mig med film som 'Dirty Dancing', 'Bridget Jones Dagbog' og andre film, hvor folk finder sammen og bliver sammen - eller det forestiller man sig. Og jeg sidder tilbage, savlende over Johnny, Mark Darcy og hvad de nu ellers hedder i de forskellige romantiske film, og tænker "hvor fanden er min Mark Darcy!?" og med følelsen af, jeg bare ikke er god nok - eller også er jeg utroligt uheldig. Eller dum og naiv.

Jeg skal nok gå med det sidste, dum og naiv. Ifølge mine venner, er det ikke min personlighed, der fejler noget.
Men det skal venner vel sige.
Dem, jeg er blevet droppet af, har sagt, jeg er sød og dejlig - men der manglede bare noget og de ville hellere være venner.
Og venner er fint, fantastisk, jeg kan godt lide at have venner. Venner er fantastiske at have.
Men nogle gange ville det bare være rart, der ikke mangler det der, der nu engang mangler.
Hvad er det egentlig, der mangler? Hvis jeg er dejlig, sød, vi har en god kemi, fantastisk sex og vi ses regelmæssigt - hvad er det så, der mangler!? Det har der, spøjst nok, ikke været nogen, der har kunnet svare på indtil videre - ikke dem, jeg har spurgt.
Jeg ved selvfølgelig godt, det er følelserne, der har manglet - men hvorfor, når nu man engang er sammen, hvordan kan man være det, når der ikke er følelser involveret?

Hm. Alt i alt er jeg træt af at være en kort affære og en veninde.
Jeg vil være mere end det.
Jeg vil finde min Mark Darcy.